Hvad er svimmelhed? Årsager, typer og behandling
Hvad er svimmelhed? Årsager, typer og behandling
Er du svimmel og ved ikke hvorfor? På denne side får du et overblik over de mest almindelige årsager til svimmelhed, hvordan de opleves, og hvad der hjælper.
Svimmelhed er en ubehagelig og kompleks fornemmelse, der kan have mange forskellige årsager. Det er ofte et tegn på, at hjernen ikke modtager korrekte signaler fra de systemer, der hjælper med at opretholde balance og orientering i kroppen.
Svimmelhed kan skyldes problemer med det vestibulære system, kredsløbet, nervesystemet eller psykiske faktorer – og det er netop derfor, at mange går længe uden den rigtige diagnose eller behandling.
Skrevet af Martin Haarbye Vejlgaard, IVRT-uddannet ergoterapeut og specialist i kronisk svimmelhed og vestibulær rehabilitering.
Hvad sker der i kroppen, når man er svimmel?
Det vestibulære system – dit indre balanceorgan
Det vestibulære system sidder i det indre øre og spiller en central rolle i at opretholde din balance. Når dette system forstyrres, opstår svimmelhed – ofte i form af vertigo, en følelse af at du selv eller omgivelserne bevæger sig.
Opstår der problemer i det vestibulære system – fx betændelse (labyrintitis) eller løse krystaller i det indre øre (øresten/BPPV) – modtager hjernen forkerte signaler om kroppens position. Hjernen forsøger at kompensere ved at stole mere på synet og kropssansen, men det kan overbelaste disse systemer og forværre svimmelheden.
Blodtryk og kredsløb
Svimmelhed kan også skyldes pludselige ændringer i blodtrykket, som reducerer blodforsyningen til hjernen:
- Ortostatisk hypotension – når man rejser sig hurtigt og blodtrykket falder, opstår kortvarig svimmelhed
- TIA eller slagtilfælde – hindringer i blodgennemstrømningen til hjernen kan give pludselig svimmelhed kombineret med andre neurologiske symptomer
Hjernen og nervesystemet
Neurologiske årsager til svimmelhed inkluderer:
- Slagtilfælde eller TIA – påvirker hjernens balance- og bevægelsescentre
- Vestibulær migræne – migræne kan forstyrre hjernens behandling af sensoriske signaler og give svimmelhed, lys- og lydoverfølsomhed
- Neuropati – nerveskader, fx ved diabetes, kan forstyrre kommunikationen mellem krop og hjerne
Menières sygdom
Ved Menières sygdom ophobes væske i det indre øre, hvilket forstyrrer det vestibulære system og giver episodiske anfald af kraftig svimmelhed, høretab og tinnitus.
Psykologiske faktorer
Svimmelhed kan også udløses eller forværres af psykiske faktorer:
- Angst og panikanfald – stresshormoner påvirker blodgennemstrømningen og kan udløse svimmelhed
- Depression – forstyrrelser i søvn, kost og aktivitet påvirker kredsløb og energi, og kan bidrage til svimmelhed
Hvordan opleves svimmelhed?
Svimmelhed er en subjektiv oplevelse der varierer fra person til person. Her er de tre mest almindelige mønstre:
Daglig svimmelhed (fx PPPD eller vestibulær hypofunktion) En konstant eller hyppig fornemmelse der påvirker hverdagen:
- En følelse af usikkerhed eller svaj, som om gulvet bevæger sig
- En konstant let tåge eller uro i hovedet der gør det svært at fokusere
- Ledsaget af træthed, hovedpine eller kvalme
Episodisk svimmelhed (fx Menières sygdom eller vestibulær migræne) Opstår pludseligt og varierer fra sekunder til dage:
- En pludselig følelse af at verden snurrer, selv når man sidder stille
- Kan opstå uden varsel og være meget intens
- Ledsaget af kvalme, opkast og en følelse af at miste fodfæstet
Positionsbestemt svimmelhed (fx øresten/BPPV) Opstår ved bestemte bevægelser – fx at lægge sig ned eller vende sig i sengen:
- En kortvarig, intens følelse af at rummet snurrer eller tipper
- Udløses kun af specifikke bevægelser
- Ofte kortvarig men meget forstyrrende
De mest almindelige årsager til svimmelhed
Øresten (BPPV)
Virus på balancenerven (vestibulær neuritis)
En viral infektion i balancenerven der forbinder det indre øre med hjernen. Giver svimmelhed, balanceproblemer og kvalme – symptomerne kan vare dage til uger, men de fleste kommer sig fuldstændigt.
Virus på balancenerven kan føre til vestibulær hypofunktion, hvor balancecenteret på den ene eller begge sider er nedsat.
Behandling: Vestibulær rehabilitering der genoptræner hjernen til at kompensere for nervens nedsatte funktion, kombineret med afspænding, vejrtrækning og hvile.
Læs mere om virus på balancenerven her.
PPPD (Persistent Postural-Perceptual Dizziness)
En kronisk svimmelhedstilstand der føles som en let tåge eller gyngende fornemmelse – både i ro og under aktivitet. PPPD opstår ofte efter en episode der har forstyrret balancen, og hænger tit sammen med angst og et overaktivt nervesystem.
Behandling: Vestibulær rehabilitering med tilvænningsterapi (habituation) der dæmper hjernens overaktive kontrolsystem, kombineret med teknikker til at berolige nervesystemet.
Læs mere om PPPD her.
Vestibulær migræne
En tilbagevendende svimmelhed der kan vare fra minutter til flere dage. Mange med migræne kender til denne type svimmelhed uden at vide, at det hænger sammen.
Behandling: Tilvænningsterapi mod triggere som bevægelse og visuelle stimuli, kombineret med identifikation og håndtering af migrænens udløsende faktorer.
Læs mere om vestibulær migræne her.
Vestibulær hypofunktion
En nedsat funktion i balancenerven der giver svimmelhed ved gang og hovedbevægelser. Kan trænes op igen.
Behandling: Vestibulær rehabilitering (VRT) der genoptræner balancenerven og reducerer svimmelhed effektivt.
Læs mere om vestibulær hypofunktion her.
Menières sygdom
Giver periodiske anfald af voldsom svimmelhed, susen for ørerne og høretab.
Behandling: Selv om selve anfaldet ikke kan stoppes, kan vestibulære øvelser, afspænding, synstræning og gode hverdagsvaner forbedre hverdagen markant mellem anfaldene.
Få vores gratis minikursus: Forstå kronisk svimmelhed og tre effektive øvelser
Andre årsager til svimmelhed
- Lavt blodtryk
- Lav blodprocent
- Lavt blodsukker
- Stress og angst
- Vasovagale synkoper (besvimelsestilstand ved pludselig reduktion af hjertefrekvens og blodtryk)
- Syns- og samsynsproblemer
Syns- og samsynsproblemer ved svimmelhed
Synsproblemer eller samsynsproblemer kan ofte opstå som følge af vestibulære dysfunktioner, såsom BPPV, vestibulær hypofunktion, virus på balancenerven, Menières sygdom, PPPD eller vestibulær migræne. Når balancen mellem det visuelle system og det vestibulære system forstyrres, kan øjnene have svært ved at arbejde sammen, hvilket fører til en række udfordringer.
Behandling af samsynsproblemer kan være kompleks og kræver ofte specialiserede øvelser, der hjælper øjnene med at genvinde deres evne til at samarbejde.
Samsynsproblemer kan føre til symptomer som:
- Dobbeltsyn
- Dårlig afstandsbedømmelse
- Nedsat perifert syn
- Desorientering
- Svært ved at fiksere blikket
- Svært ved at flytte eller følge blikket
- Ubehag ved mønstre (f.eks. 3D, mønstrede tæpper eller vægge)
Disse udfordringer kan gøre det vanskeligt at færdes i dagligdagen, især i situationer som:
- At gå gennem lange gange.
- At handle i supermarkeder med mange visuelle stimuli.
- At færdes i trafikken, oftest gående eller på cykel.
- At bevæge sig i miljøer med mønstrede overflader eller skiftende visuelle indtryk.
Hvis du oplever samsynsproblemer, er det vigtigt med øjenøvelser, vestibulær rehabilitering og eventuelt hjælpemidler til at reducere generne. Med den rette indsats kan synet og balancen forbedres, hvilket kan gøre hverdagen betydeligt lettere.
Ofte stillede spørgsmål om svimmelhed
Hvornår er svimmelhed farligt? Søg akut hjælp hvis svimmelheden opstår pludseligt og samtidig har følgesymptomer som talebesvær, dobbeltsyn, kraftesløshed i den ene side af kroppen eller stærk hovedpine. Det kan være tegn på slagtilfælde.
Kan kronisk svimmelhed behandles? Ja – for langt de fleste er kronisk svimmelhed ikke en permanent tilstand. Vestibulær rehabilitering, øvelser og de rette vaner kan for mange fjerne svimmelheden helt eller markant reducere den.
Hvad er forskellen på vertigo og svimmelhed? Vertigo er en specifik type svimmelhed hvor man oplever en roterende fornemmelse – som om man selv eller omgivelserne snurrer. Svimmelhed er en bredere betegnelse der dækker alt fra let ubalance til kraftig vertigo.
Behandling med tryghed og ekspertise
Hos God Balance får du et skræddersyet forløb med behandling, faglig sparring og et trygt rum til at dele dine udfordringer – så du gradvist kan genoptage dine daglige aktiviteter og vende tilbage til livet uden svimmelhed.
Du møder en specialiseret ergoterapeut i kronisk svimmelhed og vestibulær rehabilitering, der anvender den nyeste viden og tilpasser behandlingen til netop dine behov.
Er du i tvivl om, hvad der forårsager din svimmelhed?
Mange jeg møder har gået længe uden svar. Book en uforpligtende samtale på 15 minutter – så kigger vi på din situation sammen og finder ud af, hvad der kan hjælpe dig.